Anmeldelser: masser af ★★★★★ til Bornholmerdybet

Wow! Bornholmerdybet er kommet godt fra start.

Anmeldelser Bornholmerdybet

Bog-bloggerne har været yderst gavmilde med stjerner og hjerter i deres anmeldelser. Bornholmerdybet og jeg er så glade.

(Og en lille smule udmattede oven på den skrivemæssige slutspurt og alt udgivelseshalløjet.)

Meeeen selvom det er lidt ananas i egen juice, så får I lige nogle highlights her:

– I denne roman har Pernille Boelskov skrevet en rigtig god krimi. Hun har formået at tage et tema op, der betyder meget for Bornholms indbyggere og illustrere det så spændende, at det næsten ikke er til at lægge bogen fra sig.

Det skriver Bogfidusen.dk og tilføjer:

– Kan kun give 5 stjerner herfra og glæder mig til den næste.

Også Bachs bøger giver 5 stjerner i sin anmeldelse:

– Forfatteren skriver godt og levende, fortællingen flyder let og sammenhængende. Hun er eminent til at videreformidle essensen af Bornholm og bornholmernes særheder.

Krimihjerte.dk får bogen “4 store krimihjerter”, og der er ros til både plottet og spændingen i bogen:

– Krimien er skrevet i et let og flydende sprog, så siderne nærmest vender sig selv. Det er en meget spændende historie. Dette er virkelig en ny spændende dansk krimiforfatter, som jeg allerede glæder mig til at høre mere fra.

Findals krimiside fremhæver både personbeskrivelserne i Bornholmerdybet. Og så det med, at man næsten kommer på en lille bornholmerferie, mens man læser. Det er jeg især glad for. Findal skriver bl.a.

– Gennem beskrivelsen af efterforskningen ”drysser” Pernille Boelskov små ”bornholmer-hints” ud i form af små kommentarer fx til sproget, indfødte bornholmere i forhold til dem ovrefra, lidt bornholmerkultur, beskrivelser af byer, havne, land og hav osv. Det gør, at man som læser virkelig føler, at man er på Bornholm.

Han giver bogen 4 ud af 5 krimihjerter. Det gør anmelderen på Bogrummet.dk i øvrigt også.

Jeg bliver jo helt ør af alle de pæne ord. Tak!