Hvor er bedst at begå mord hjemme hos dig?

Cover til novellesamlingen Mord i dit Hjem.Skriv en historie, hvor nogen bliver slået ihjel hjemme i dit eget hus!

Den opgave fik jeg i foråret.

Og sikke en opgave …

Først skulle jeg finde et godt sted. Altså et sted i mit hus, hvor man kunne forestille sig, at en morder ville slå til.

  • Mens man lå i karbadet?
  • Sad i vindueskarmen og pudsede vinduer på førstesalen?
  • Eller gik ned ad den kældertrappe, der har en K3’er, fordi den mangler rækværk/gelænder?

Mulighederne var mange. Og også lidt ubehagelige. For ville jeg så nogensinde igen kunne tage bad/pudse vinduer/hente ting i kælderen uden at tænke på min egen krimi?

Hvis du vil lege med, så hold lige 1 minuts pause i læsningen og tænk over, hvor hjemme hos dig selv du ville fortælle om et mord.

[Pause]

[Mere pause]

Ja, det er lidt underligt, ikke?

Nå, men min løsning blev, at jeg flyttede mordet ud i haven.

Og testede på min mand, Jens, om det nu også var et muligt scenarie, jeg havde udtænkt.

Det var det.
(Bare rolig, Jens lever endnu … dog måske med en bule. Ups!)

Novellen udkommer i dag i novellesamlingen Mord i dit Hjem – og du kan læse mere om min historie og alle de andre mord her.

De andre forfattere, der begår mord i deres hjem, er:

  • Jakob Melander
  • Henrik Brun
  • Stephanie Caruana
  • Dorthe Annette Hansen
  • Thomas Aagaard Skovmand
  • Rune Stefansson.